Vi havde æren af at sætte os ned med Fanny Bylund, den svenske keramiker – læs vores interview for at få indsigt i Fanny Bylunds arbejde og høre om den kollektion, hun eksklusivt har skabt for the Audo House.
Kan du beskrive din kreative baggrund, og hvordan du begyndte at arbejde med skulpturer og kunst generelt?
Som enebarn underholdt jeg mig selv i min egen kreative verden, og det er sådan, jeg stadig arbejder i mit studie.
Jeg har en bachelor i Medium- og materiale-baseret kunst fra Oslo National Academy of the Arts, med speciale i keramik. Før det gik jeg to år på en svensk folkehøjskole med fokus på keramisk formgivning. Ler er det materiale, jeg arbejder bedst i; det passer til mit tempo og min måde at tænke på. Når jeg bevæger mig, bevæger leret sig – som skulptøren Tony Cragg engang sagde. Jeg elsker muligheden for både at tilføre og fjerne materiale.
Hvor henter du inspiration til dine kunstværker?
Jeg henter meget inspiration i former, jeg ser i naturen, men også organiske former fra min daglige urbane hverdag. Som frugt- og grøntafdelingen, eller tørre blade på jorden. De skarpe kanter på en bananskal, hvor siderne mødes, eller den runde, flade form af en tørret bønne, for eksempel.
Med dine egne ord: hvad kendetegner dine værker?
Når jeg laver mine skulpturer, fokuserer jeg på rytme, balance og kontraster. Jeg ser mit arbejde som balancerende et sted mellem arkitektoniske, stringente former og organiske, bløde former. Jeg kan lide både det minimalistiske udtryk og det flydende, organiske udtryk. I mine skulpturer prøver jeg at undersøge, hvor enkel en form kan være, samtidig med at den stadig er interessant for mig.
Hvordan ser din arbejdsproces typisk ud?
Det starter med en vag skitse. Når jeg ikke kan forestille mig, hvordan noget, jeg har tegnet, ville tage sig ud i 3D, er jeg nødt til at skulpturere det. Når jeg begynder at bygge, prøver jeg at have et åbent sind over for, hvordan leret opfører sig, og gøre plads til, at leret også kan "tale". Hvis leret kollapser på en interessant måde, prøver jeg måske at fremhæve det i stedet for at holde mig slavisk til skitsen.
Jeg bygger mine skulpturer fra bund til top. Størrelsen på basen bestemmer skulpturens størrelse. Teknikken kaldes coiling; det er som om, jeg strikker mine dele med en tråd i ler, og alle skulpturer er hule.
I byggeprocessen handler meget om timing. Hvis jeg bygger for hurtigt, er der for meget blødt ler på én gang, og skulpturen kollapser. Hvis jeg lader den stå for længe, tørrer leret ud, og jeg kan ikke fortsætte med at forme eller tilføje nyt ler. Når jeg bygger en skulptur, skal jeg være fuldt til stede i nuet og alene i mit studie, kun med radioen kørende som en svag baggrundsstøj.
Til sidst: hvilket stykke i denne kollektion er din favorit, og hvorfor?
For at være ærlig, og måske lidt kliché, er min yndlingsskulptur altid den, jeg bygger lige nu, eller den næste, der kommer. Jeg er aldrig 100 % tilfreds, hvilket jeg prøver at se som en god ting, fordi det gør, at jeg har lyst til at gøre det bedre næste gang.
Men for at svare mere præcist vil jeg sige, at lige nu er min favorit den store, runde, ret flade skulptur – den fylder meget plads, men på samme tid gør den ikke. Jeg er for nylig begyndt at eksperimentere med glasurdetaljer, bare for at se glasur som en anden slags overflade. Jeg kan lide kontrasten mellem den matte, ru overflade og den blanke, glatte. En interessant kombination både for hånden og øjet.
